Gå tilbage

Ifølge Ivan Kubstrup fra EDC Videbæk Landbrug er efterspørgslen i andet halvår af 2024 størst på jord.

Naturinteresserede overhaler energiudviklere på landbrugsmarkedet

Pilene peger op for dansk landbrugs ejendomsmarked, og særligt jordejendomme i størrelsen 50–200 ha er eftertragtede. Men det er ikke kun landmænd, der byder ind. I de seneste år har vi set energiudviklere efterspørge jord til eksempelvis solcelleparker. Men en ny gruppe købere vokser. Det er de naturinteresserede. Særligt større virksomheder, der ser potentialet i dansk landbrugsjord.

Ifølge Ivan Kubstrup fra EDC Videbæk Landbrug er efterspørgslen i andet halvår af 2024 størst på jord. Gerne jord til dyrkning af traditionelle landbrugsafgrøder:

- Vi ser en god kurve, hvor udbud og efterspørgsel mødes i et match. Mange er i de seneste år gået fra at have landbrug på fuldtid til udlejning og forpagtning af jorden. Og så beholder de huset, hvor de har deres liv, og hvor børnene er vokset op. Der er bare ikke den samme økonomi i udlejningen mere. Derfor er det et godt tidspunkt for mange at sælge.

Blandt køberne er eksisterende landmænd godt repræsenterede. De vækster og køber tillægsejendomme:

- Landbrugets udvikling og stordriftsfordele har vi kunne mærke på handlerne. Ejendomme bliver i øjeblikket solgt til driftige landmænd, der vækster, fortæller Ivan Kubstrup, EDC Videbæk Landbrug og tilføjer:

- Unge landmænd er stadig i markedet, men det er på andre vilkår. Tidligere var det selvejet (VSO), men nu er det i stedet unge landmænd, der bliver partnere med investorer eller tidligere arbejdsgivere, hvor de sammen danner et selskab. Simpelthen for at kunne finansiere et professionelt landbrug.

Landbrugsavisen bragte i november 2024 et godt eksempel på sådan en historie, hvor to unge landmænd overtog en malkekvægsproduktion på 160 malkekøer. Det er artiklen om 27-årige Anders Bull Bojsen, der nu investerer videre sammen med Magnus Nickelsen i deres mælkeproduktion, Pogager Agro ved Vildbjerg. Et salg som EDC Videbæk Landbrug deltog i at facilitere.

 

Nye købere har mere fokus på natur end energi

Udover andre landmænd, som ønsker vækst og udvikling af deres landbrug, oplever dansk landbrug, ifølge Ivan Kubstrup, EDC Videbæk Landbrug, særligt to typer af købere:

- Den ene er energiudviklere, som erhverver jord til eksempelvis solceller og vindmøller. Der var meget aktivitet for et års tid siden. Der er mere ro på nu, siger han og fortsætter:

- Det er ikke alle projekter, der går i stå. Udviklingen af vedvarende energi er en tidstung proces, og derfor er der fortsat en del energiparker under udvikling og opførsel. Det afgørende i jordhandler med energipotentiale er, om der kan opnås lokalplan for rejsning af energiprojekter, understreger han.

Energiudvikling har i den grønne omstillings tegn fyldt en hel del i ejendomshandlerne i de seneste år. Ikke nødvendigvis handel af ejendom til energiudviklere, men ofte jordarealer udpeget eller kontraktmæssigt omfattet af mulige energiprojekter. I løbet af det seneste års tid er strømpriserne dog vendt tilbage til mere moderate og normaliserede niveauer, hvilket ifølge Ivan Kubstrup, har fået interessen fra energiudviklere til at falde.

Hos EDC Videbæk Landbrug forventer man dog fortsat en god omsætning af jordarealer til virksomheder med interesse i den grønne omstilling, og i at fremme natur- og klimatiltag i Danmark:

- Derudover ser vi naturinteresserede, der køber jord, som tages ud af normal landbrugsmæssig drift, og i stedet anvendes til skovrejsning, lavbundsområder eller blot natur til fremme af biodiversitet. Det er typisk større virksomheder, der gerne vil balancere deres CO2-regnskab. De vil gerne gøre noget godt for at opveje for deres produktion og styrke deres ESG-profil. Det gør nogle virksomheder ved at henlede opmærksomheden på at skabe natur, biodiversitet og reduktion af CO2 – alt sammen egenskaber, som jordarealer kan være medvirkende til.

 

Yderligere information

Ivan Kubstrup
Salg & Vurdering

EDC Videbæk Landbrug

itk@edc.dk
9717 1299 / 2062 4931